Guide til Lav-Selv Magneter
Med vores Lav-Selv Magneter får du friheden til at tilpasse din visuelle tavle præcis efter jeres behov. Ikke alle rutiner er ens, og nogle gange mangler der netop dét ene element, der gør hverdagen mere overskuelig og let at forstå. Med Lav-Selv Magneter kan du selv skabe de symboler, billeder eller navne, der giver mest mening i jeres hverdag – uanset om det er til børn, voksne eller ældre.
Du kan for eksempel lave magneter med billeder af familiemedlemmer, særlige aktiviteter eller specifikke genstande, som ikke findes i vores faste sortiment. Mange vælger også at bruge Lav-Selv Magneter sammen med børnene, hvor barnet selv tegner eller dekorerer sine magneter. Det skaber ikke bare genkendelighed, men også ejerskab og større motivation for at følge rutinerne. Når barnet kan genkende sine egne tegninger eller sit navn på tavlen, bliver rutinen mere nærværende og meningsfuld.
Lav-Selv Magneter er også en oplagt løsning, hvis du har brug for fleksibilitet. Rutiner ændrer sig over tid, og behovet for visuelle støttepunkter kan variere. I stedet for at skulle finde nye færdige magneter, kan du hurtigt og nemt tilpasse tavlen med nye elementer – præcis når behovet opstår.
Hver pakke indeholder:
1 ark A4 magnetfolie med klæb
1 ark A4 transparent vinyl med klæb
En letforståelig vejledning
Du bestemmer selv størrelsen og formen på dine magneter, da de nemt klippes til med en almindelig saks. Det gør det muligt at lave både små detaljerede magneter og større, mere tydelige symboler – alt efter hvad der passer bedst til tavlen og brugeren.
Lav-Selv Magneter giver dig altså et fleksibelt og kreativt værktøj til at skabe visuel struktur, der er tilpasset netop jeres hverdag. Uanset om formålet er at styrke overblik, tryghed eller selvstændighed, kan personlige og genkendelige magneter være en afgørende støtte i hverdagsrutinerne.
Sådan gør du:
- Print dine billeder eller tegn dit motiv på et helt almindeligt stykke papir
- Klip dit billede eller motiv groft ud – klip ikke pænt ind til kanten endnu
- Læg dit billede ovenpå den hvide side af magnetfolien og tegn omridset. Klip det ud.
- Træk det hvide papir af dit udklippede magnetfolie og læg dit billede på den klisterede side med bagsiden af billedet ned mod klisteret. Det behøver ikke være perfekt – du klipper til senere 🙂
- Læg din magnet med den pæne side nedad ovenpå vinylen, tegn omridset og klip vinylen.
- Træk beskyttelsespapiret af dit stykke vinyl og læg forsigtigt din magnet med billede ned mod den klistrede side af vinylen. Inden du presser den fast, vend magneten om, så du kan presse vinylen fast fra forsiden. For at undgå luftbobler, skal du starte fra midten af magneten og langsomt presse udad, én retning ad gangen indtil vinylen sidder helt fast.
- Klip nu pænt dit motiv ud og nyd din nye magnet!